Studio visit - Jamie Linley
Vi besøger Jamie en vinterdag i december og træder direkte ind i et organiseret byggekaos. Jamie har studio hjemme og er netop i gang med at lave nyt bryggers og undskylder rodet, men ligesom Jamie’s værker er byggepladsen velstruktureret og renlig i sit udtryk. Gulvet er beklædt med gamle træplader fra et af hans tidligere udendørsværker, som i vores optik burde hænge på væggen, men Jamie ryster på hovedet og mener deres tid er udtjent og så var det i øvrigt lige hvad han havde af træ, da gulvet skulle dækkes. Kunsten løser mange opgaver!
Den engelskfødte fine- & streetart kunstner Jamie Linley er en nær ven af huset. Vi har samarbejdet med Jamie i mange år og særligt omkring Designudsmykninger er han ofte en fast del af holdet. Jamie er født og opvokset i England og har studerede grafik og design på Leeds Collage of Art & Design fra 1999- 2002 og graduerer fra Bradford Art School i 2005, hvor han studerede Illustration og print. Jamie har været professionel kunstner siden 2010 og udstiller sine værker overalt i Skandinavien. I Danmark finder du Jamie’s værker hos KBH Gallery og Jørgen Østergaard. Jamie er bosat sammen sin kæreste Jeanette Holdgaard i Horsens (som i øvrigt også er både designer og en dygtig kunstner, hende kan vi vende tilbage til en anden gang)
Metode
Jamie’s kunstneriske talent er enestående og betragtes af kollegaerne i branchen, som en af de dygtigste ”håndværkere” når vi taler olie og akryl på lærred. Jamie har en særlig sans for detaljer og skaber med kirurgisk præcision en dybde og en intensitet i hans værker, som kun få mestrer. Jamie arbejder med inspiration fra den verden han oplever gennem både rejser og hverdag. Særligt har Jamie en forkærlighed for autentiske folkeslag og hjemløse, som han møder på sin vej. Han er nysgerrig af natur og taler med dem han møder om det liv de lever, tager billeder af dem og integrerer herefter historierne og menneskene i hans værker. Personerne i Jamie’s værker iscenesættes i en ny virkelighed, langt fra deres oprindelige miljø hvor ofte natur og historiske monumenter spiller en stor rolle og skaber en unik og eventyrlig kulisse. Oftest med en kommentar til samfundet og den måde vi lever sammen på, men altid med respekt for individet og uden at det bliver hverken politisk eller dømmende. Jamie holder en fin balance ved at belyse det åbenlyse, i en ofte farvestrålende og fantasifuld virkelighed. Og så er der altid en hilsen fra Jamies unge opdrag i graffitiverdenen, hvor han med små tags og throw ups bryder den rene og eventyrlige fortælling med en rå og uregerlig kontrast. Et element der skaber liv med en tilpas forstyrrelse til den åbenlyse fortælling.
Jamie har ikke glemt sine gamle dyder og skaber indimellem stadig store gavlværker, men betragter ikke sig selv som muralist. Hans forkærlighed til kunsten ligger i fine art hvor oliemaling og blyanter er hans fortrukne værktøjer.
Udvikling i arbejdsmåde
Nyeste projekt i Jamie’s evige søgen efter nye formater er laserskåret træ i runde organiske former. “Kom lige og se hvad jeg har gang i,” siger han og viser med stor entusiasme sine nykårede ”lærreder”. Træet er 10 mm MDF og på forsiden af træet limer Jamie et 300 grams akvarelpapir på, som rulles i et jævnt lag. Papiret skaber en virkelig elegant mat tekstur, der giver værkerne struktur og samtidig giver farverne en særlig dybde. ”Og så er det noget nemmere at male på end træet,” griner Jamie! På bagsiden limes yderligere en ramme som skaber en kant på ca 2,5-3 cm. En kraftfuld effekt til de runde former og en elegant måde at skabe dybde i værket på. Både som et grafisk element, der giver værkerne tyngde og samtidig en fin dybde når de hænger på væggen.
Inden vi forlader Jamie og overlader ham til fordybelsen og kunsten, ryger der sædvanen tro et par prints og et mindre originalt værk i kurven. Jamie har altid lidt på lager og hans Instagram og hjemmeside er altid opdateret. Cool as always.