Et kig ind bag scenetæppet!
Det bliver ved med at være helt vildt spændende at besøge kunstnere i deres atelier. For nyligt var vi på besøg i Næstved hos CMP ONE for at aflevere og hente nogle værker. Lokalet, der rummer hans atelier, er i en gammel industribygning med en stor port, der åbner ud mod havnen og ud mod en kanal, hvor de gamle smukke træskibe ligger til kaj. Væggene er af rå beton, der er højt til loftet og endevæggen er én stor CMP ONE-collage af nye og gamle tegninger. Rent guf for et par rendyrkede CMP ONE-fans som os.
Det er efterår og rummet er iskoldt. CMP ONE er som altid glad og imødekommende, da vi ankommer, og han tænder straks den store varmekanon, som vi samler os om. Vi skal aflevere et værk, som CMP ONE ikke har set i lang tid, og modtagelsen fra ham minder mest af alt om at møde sit barn igen efter en hjemkomst fra et længere ophold væk fra hjemmet.
"Jeg har faktisk tænkt rigtig meget på det her værk, hvor er det sjovt at se det igen" siger han og fortsætter "Det er virkeligt vildt, at det ser sådan ud, jeg husker det lidt anderledes, hvor er det vildt!" CMP ONE går rundt om værket flere gange og summer lidt over gensynet. Så bryder han pausen og siger "Nåå ja, I skal se det nye, men jeg skal altså lige ha’ taget lidt flere billeder af det, har godt nok taget mange, men bare lige et par stykker til, du ved," siger han og griner.
Unik kunst og et enestående talent
Der er ikke nogen tvivl om, at hvert eneste værk fra CMP ONE’s hånd er et unikt og enestående produkt af det kæmpe talent, han besidder. Hver eneste streg er en vigtig del af det samlede værk, og en signatur som har gjort ham til den enestående kunstner, han er. Folk fra hele verden ved hvem CMP ONE er og hvilken stil, han repræsenterer. Den gamle slidte New Yorker-undergrund med buldrende undergrundstoge indsmurt i graffiti har altid været rammen for CMP ONE’s univers, og han har altid været tro mod det. Gade- og ungdomskulturen fra 80’erne, hvor hip-hop, breakdance og graffiti er hovedingredienserne, vil altid være en del af den fortælling, CMP ONE skaber i sine værker.
Afgørende for den danske graffitikultur
Faktisk betegnes CMP ONE, sammen med hans trofaste makker SWET, som afgørende aktører og medskabere af den graffitikultur, vi kender i Danmark i dag. Tilbage i 80’erne, efter et par produktive besøg i USA, tog CMP ONE og SWET kulturen med til Danmark, og sikrede med en insisterende stålfasthed at kulturen blev bragt til live, og fik et sundt liv, i vores byer og ikke kun foregik i København. De har siden været til stor inspiration for den generation af gadekunstnere, vi har i Danmark i dag. Både på grund af deres kæmpe talent og trofaste vedholdenhed til kulturen, men også fordi begge er både imødekommende, ydmyge og taknemmelige mennesker, der dagligt arbejder med at skabe en sund og attraktiv ungdomskultur. Til daglig er de begge ansat på Næstved Ungdomsskole, hvor de aktiverer og inspirerer unge ind i kulturen, de begge er en del af og brænder for!
De gør et forbilledlig arbejde, der er godt for de unge, kulturen og ikke mindst kunsten!
Hvis du vil høre og se mere til CMP ONE’s historie og om kunstens betydning i hans liv, så se med i videoen herunder.
https://www.tvsyd.dk/udtryk/udtryk-cmp-one