Studiovisit - Malakkai
Det er nærmest kun lige blevet forår og den storgrinende spanier tager imod mig i korte ærmer fra hans studio i kælderen på Ingerslevsgade 130 i København. Trappen der fører ned til de rå lokaler byder velkommen med malerplatter og vinduerne er dækket med lagner og pap der nægter den skarpe forårssol adgang ned i hulen! ”Det er bedst ikke at blive over belyst når man er kunstner” griner Malakkai og lukker døren bag mig. Egentlig kan jeg nok efterhånden konstatere, at største delen af de kunstnere jeg besøger, alle lider af en hvis lysfølsomhed og faktisk har det bedst i skyggen af rampelyset.
Lokalet jeg træder ned i er lavloftet, aflangt og sender straks tanker i en kreativ og skabende retning. På væggene hænger adskillige værker der alle er under produktion. Hylder, reoler og borde er alle sirligt beklædt med spraydåser, pensler, størknet maling, bøtter med farvet vand og en hel masse andet! Alt sammen nænsomt belagt med et utal af skitser, små tegninger og farveeksperimenter der vidner om en boblende trang til at udtrykke sig og en unik rigdom af ideer.
Isaac Matarin Malakkai er 41 år og født og opvokset i den spansk by Almeria. Han har aldrig foretaget sig noget uden en blyant inden for rækkevidde og har, fra han var helt lille, tegnet og været optaget det han har oplevet og de billeder det har skabt i hans sind. Hans barnlige og stadig i levende nysgerrighed på kunstens mange former og muligheder gør ham til en spændende kunstner at følge. Han leger med materialer og udfordrer hele tiden de elementer han arbejder med. AI og digitale illustrationer er nyest skud fra buketten af inspiration og han viser mig de mange digitalt skitser han arbejder med at gøre levende. Digitale værker, der i samarbejde med en af hans følgere på Instagram, bliver til illustrationer og skaber endnu et lag i værkets fortælling. ”Det er magisk hvad der er muligt og det er som om værkerne selv hvad der skal ske når der kommer strøm på” fortæller han og blader videre i det endeløse katalog af ideer.
I Malakkais værker hersker der en underliggende humor der særligt i digitale versioner får et helt unikt udtryk der kun gør dem endnu sjovere. Malakkai har en særlig evne til at fange vores inderste tanker, belyse vores synder og hemmeligheder og sende dem direkte tilbage i ansigtet på os. Alt sammen i et unikt og eventyrligt univers der underligt nok også altid rummer en stor portion melankoli. Hans farve univers er som trukket ud af en efterårsskov og hans kontakt til naturen er tydelig i alle hans værker. Dyr og planter spiller næsten altid en rolle i hans univers.
”Du skal for resten også se den her, er den ikke sjov?” griner han og viser mig stolt en lille hval der ligger på snuden på en lille træplade hvor halen og hvalens bagende er holdt oppe af en ballon. Det er tydeligt at hvalen er Malakkais egen og hans unikke streg træder tydeligt frem i den printede figur. Ideen er at han vil skabe en version af hans værker i 3D som man kan have stående. Inspirationen til at skabe figurerne er kommet fra de mange illustrationer han har leget med og endnu et ønske om at udfordre og udvide de muligheder kunsten har. Jeg er vild med figuren og vild med de mange indgange der hele tiden bliver skabt til hans tanker og kunstneriske univers. Det er som om man hele tiden kommer lidt tættere på mennesket bag værkerne!
Udover sit virke som fine art kunstner, graffitimaler og street art kunstner er Malakkai også illustrator og arbejder lige nu på flere bogomslag og pladecovers. Og så er han gået i gang med at skrive og illustrere sin egne børnebog. Bogen er inspireret af de mange timers leg med hans 4 årige søn og de mange fantasifulde indslag man oplever i legens fordybelse. Hans evne til at fortsætte legen i alt hvad han foretager sig gør, at hans kunstneriske virke er helt unikt. Det særlige ved en kunstner som Malakkai er hans evne til at sprede sit talent til flere formater og med kirurgisk præcision opnå enestående værker uanset størrelse. Malakkai mestre alt fra sorthvide illustrationer på tændstikæsker til gigantiske gavle på flere hundrede kvadratmeter, og har i alt hvad han laver, en så karakteristisk og genkendelig streg at man aldrig er i tvivl. En enestående inspirator og kunster der aldrig bliver mættet af muligheder eller inspiration og så er han generelt bare en glad og rigtig god fyr!
Opløftet og med mappen fuld af nye illustrationer og mindre værker træder jeg tilbage op i solen hvor udsigten over det vidstragte banelegeme med de mange malede tog minder mig om hvor mange af de kunstnere vi samarbejder med i dag har tilbragte en del af deres læretid!